Storm

En storm er en betydelig forstyrrelse i jordens atmosfære, der er kendetegnet ved forstyrrende vejrfænomener, som afviger væsentligt fra de typiske forhold. Selv om en storm ofte er forbundet med kraftig vind og nedbør, er den definerende egenskab ved en storm dens intensitet og potentiale for negative virkninger. Storme er udtryk for atmosfærens dynamiske processer, der drives af ubalancer i temperatur, tryk og fugt.

Hvornår bliver "dårligt vejr" til en storm?

Forskellen mellem "dårligt vejr" og en "storm" handler primært om intensitet og potentiel påvirkning. Selv om der ikke er nogen enkelt, universelt accepteret tærskel, eskalerer en vejrbegivenhed generelt til betegnelsen storm, når den udviser:

• Betydelige vindhastigheder: Vind, der når vedvarende hastigheder eller vindstødsgrænser, der kan skade ejendom, vegetation eller udgøre en risiko for liv. I mange meteorologiske sammenhænge betragtes f.eks. vind, der overskrider et bestemt niveau på Beaufort-skalaen (f.eks. stærk kuling eller højere), som storm.
• Kraftig nedbør: Nedbørsmængder, der fører til pludselige oversvømmelser, betydelig sneophobning, der forårsager rejseforstyrrelser, eller store hagl, der kan skade afgrøder og ejendom.
• Tilknyttede farer: Tilstedeværelsen af torden og lyn (hvilket indikerer tordenvejr), tornadoer, snestorme eller andre alvorlige fænomener, der gør risikoen større end blot ulejligheden.
• Forstyrrelse af normale aktiviteter: Når vejret fremtvinger omfattende lukninger, rejsevejledninger, strømafbrydelser eller udgør en direkte trussel mod den offentlige sikkerhed, betragtes det generelt som en storm.

I bund og grund kan "dårligt vejr" være en kraftig regnbyge, vindstød eller let snefald. En "storm" giver en følelse af, at det haster, at der er fare på færde, og at det er nødvendigt at beskytte sig.

Typer af storme

Storme manifesterer sig i forskellige former, hver med unikke egenskaber og underliggende atmosfæriske drivkræfter:

• Tordenvejr: Kendetegnet ved tilstedeværelsen af lyn og torden, produceret af cumulonimbus-skyer. De medfører ofte kraftig regn, stærk vind og nogle gange hagl eller tornadoer. De kan være encellede, flercellede eller stærkt organiserede superceller.
• Tropiske cykloner (orkaner, tyfoner, cykloner): Roterende stormsystemer, der dannes over varmt havvand, og som er kendetegnet ved et lavtrykscenter ("øjet"), stærke spiralformede vinde og voldsomme regnskyl. De kaldes orkaner i Atlanterhavet og det nordøstlige Stillehav, tyfoner i det nordvestlige Stillehav og cykloner i det sydlige Stillehav og Det Indiske Ocean.
• Vinterstorme/stormvejr: Domineret af kraftigt snefald, stærk vind, der fører til blæst og fygesne, og ofte faretruende kolde temperaturer. En snestorm er en alvorlig vinterstorm, der er defineret af specifikke kriterier for vindhastighed og sigtbarhed.
• Nor'easters: En type ekstratropisk cyklon, der dannes langs Nordamerikas østkyst, og som ofte medfører kraftig regn eller sne, stærk vind og oversvømmelser ved kysterne. Navnet stammer fra de stærke nordøstlige vinde, de typisk frembringer.
• Støvstorme/sandstorme: Meteorologiske fænomener, der er almindelige i tørre og halvtørre områder, og som er kendetegnet ved stærke vinde, der løfter store mængder løst sand og støv op fra jorden og reducerer sigtbarheden betydeligt.
• Tornadoer: Voldsomt roterende luftsøjler, der strækker sig fra et tordenvejr til jorden. De er blandt de mest intense og lokaliserede af alle atmosfæriske storme og er i stand til at skabe enorm ødelæggelse over korte afstande.
• Isstorme/frysende regn: Opstår, når nedbør falder som regn, men fryser ved kontakt med overflader ved eller under frysepunktet, hvilket fører til en farlig ophobning af is.

Hvad kvalificerer som en navngiven storm?

Betegnelsen storme bruges primært om tropiske cykloner (orkaner, tyfoner, cykloner) og i nogle regioner om betydelige vinterstorme eller ekstratropiske cykloner, der forventes at have udbredte og betydelige konsekvenser.

• Tropiske cykloner: Et tropisk lavtryk bliver til en tropisk storm, når den vedvarende vind når op på 63 km/t (39 mph). På dette tidspunkt tildeles det et navn fra en forudbestemt liste. Denne navngivningskonvention hjælper med at identificere og spore disse potentielt ødelæggende systemer og letter kommunikationen mellem meteorologer, beredskabstjenester og offentligheden. Når den vedvarende vind når 119 km/t (74 mph), bliver den til en orkan, tyfon eller kraftig cyklonisk storm og beholder sit navn.
• Vinterstorme/ekstratropiske cykloner (regionalt): I nogle regioner, som f.eks. USA, er visse enheder (f.eks. The Weather Channel) begyndt at navngive betydelige vinterstorme for at øge offentlighedens opmærksomhed. Det er dog ikke en praksis, der er universelt vedtaget af officielle meteorologiske agenturer verden over. På samme måde er der i Europa nogle meteorologiske tjenester, der i fællesskab navngiver kraftige storme, som påvirker flere lande. Kriterierne for at navngive disse storme involverer typisk vindhastigheder, der når stormstyrke eller højere, og forventningen om betydelige konsekvenser.

Det primære formål med at navngive storme er at skabe større klarhed, hjælpe med at spore dem og forbedre den offentlige kommunikation om potentielt farlige vejrbegivenheder.

Hvad får storme til at manifestere sig?

Storme er resultatet af atmosfærisk ustabilitet og det dynamiske samspil mellem flere grundlæggende meteorologiske principper:

• Temperatur- og trykforskelle: Jorden opvarmes ujævnt, hvilket fører til temperaturgradienter. Varmere luft er mindre tæt og stiger, hvilket skaber områder med lavere tryk, mens køligere, tættere luft synker og skaber områder med højere tryk. Luft strømmer naturligt fra højtryksområder til lavtryksområder og skaber vind. Jo større trykforskellen er, jo stærkere er vinden.
• Fugtindhold: Vanddamp i atmosfæren bærer latent varme. Når fugtig luft stiger op og afkøles, kondenserer vanddampen til flydende vand (skyer og nedbør) og frigiver denne latente varme, som yderligere fremmer luftens opadgående bevægelse og intensiverer stormen.
• Corioliseffekt: Jordens rotation afbøjer luft (og vand) i bevægelse til højre på den nordlige halvkugle og til venstre på den sydlige halvkugle. Denne effekt er afgørende for dannelsen af roterende stormsystemer som tropiske cykloner og ekstratropiske cykloner.
• Løftemekanismer: For at storme kan udvikle sig, skal luften løftes til større højder, hvor den afkøles og kondenseres. Almindelige løftemekanismer omfatter:
  
  • Konvektive løft: Solopvarmning opvarmer jorden, som igen opvarmer luften over den og får den til at stige. Dette er den primære drivkraft bag tordenvejr.
  • Orografisk løft: Luft tvinges opad, når den støder på bjerge eller højtliggende terræn.
  • Frontalt løft: Varmere, mindre tæt luft løftes over køligere, tættere luft langs vejrfronter (grænser mellem luftmasser med forskellige temperaturer og fugtindhold). Dette er en almindelig mekanisme for storme på de midterste breddegrader.
  • Konvergens: Luft, der strømmer vandret fra forskellige retninger, mødes og tvinges til at stige.
• Jet-strømme: Hurtigtflydende luftbånd i den øvre atmosfære, især de polare og subtropiske jetstrømme, spiller en vigtig rolle i styringen og intensiveringen af stormsystemer på de mellemste breddegrader ved at skabe områder med divergens og konvergens, der kan forstærke den opadgående bevægelse.

Kombinationen og samspillet mellem disse faktorer skaber de specifikke betingelser, der er nødvendige for, at forskellige typer af storme kan udvikle sig, vokse og forsvinde.